“At skrive, i modsætning til hvad jeg troede til at begynde med, hjælper ikke mod noget, tager ikke hul på noget, tømmer mig ikke for noget. At skrive gør det modsatte, det fylder mig bare med endnu mere. Endnu mere jeg skulle have fortalt. Endnu mere jeg skulle have skrevet. Endnu mere jeg med skræk tænker på om jeg skulle komme til at brænde inde med. Egentlig burde ingen skrive. Egentlig skulle man aldrig begynde, for er man først begyndt, er det umuligt at slutte. Skrive er det man gør når man ikke elsker. – Stig Sæterbakken
Det er forstemmende sort og mørkt, det her citat, ligesåvel som resten af den udsendelse jeg har hørt det i (bortset fra et meget livsbekræftende indslag), men jeg kan ikke undgå at mærke at jeg genkender et og andet. Jeg skriver ikke litteratur, hvis man overhovedet kan sige at jeg skriver, det ved jeg med pinlig klarhed, men måske er der alligevel noget med nogle processer eller nogle måder at (turde) bruge tiden, for ikke at sige livet, på som ringer en klokke i mig.
Det vil jeg lige vende med mig selv en ekstra gang .. det kommer sikkert til at tage et par dage ;-).
______
*Min tegnsætning og med forbehold for både oplæsnings- og aflytningsfejl, da jeg kun har hørt tekststykket blive læst op i Skønlitteratur på P1: Det litterære selvmord, fra 27:20, og ikke selv set det på tryk.