“Sluttelig krævede Nifinger ro. Vi kan ikke leve med tre eller fire sæt regler, påstod han uden begrundelse. Vi må finde enighed om en lov der skal gælde os alle. Som alle skal bøje sig for. Som herefter skal afgøre enhver tvist blandt os. Ellers ender alt i overråb og skamskrig.
De kloge ord skabte ro. Men hvordan, lød nu spørgsmålet. Hvem, lød et andet, hvem skal være ansvarlig? Hvilke regler skal gælde for den der beslutter reglerne? Og hvem skal vedtage dem? Da rakte Nifinger hånden til uhjertesiden med alle fire strittende fingre i vejret. Alle fattede alvoren. Ro blev der.
Så lad mig da indstifte den regel som skal gælde for os alle. I krat og i grotter, ved havet og på pladsen. Så ingen skal betvivle eller omtviste.
Nu var roen så tæt og pågående at enhver undlod at drage ånde. I tavshed, uden at give det ord, tiggede man om at Den retfærdige skulle formulere sit bud.
Dén regel skal alle følge, sagde Nifinger uden at hæve stemmen, og fem ord vil række. Så stille var der blandt dem at hans tale dog gjaldede: Man skal opføre sig ordentligt.”
