Søndagstanker

Det har været en god weekend med sol (er rød og varm i ansigtet), varme (havde helt glemt at jeg har de fineste sommernederdele), terrasseophold (købte to skønne, blomstrede liggestole for 50 kr. på spejdernes genbrug i går formiddag), gardinsyning (jeg fatter ikke selv hvordan, men det lykkedes) og en dyb samtale med en god og klog ven (kan ikke længere skjule for mig selv at min disciplin som jeg plejer at være så stolt af, har drevet mig ud i et decideret spild og misbrug af liv).

Jeg tror hver dag at i morgen får jeg styr på alting og der falder ro over det hele. Sådan går det bare ikke. Jeg får styr på gardiner og sofaer og tænder og mad og motion – det er let nok, og det går der nemt en masse tid og energi med. Det ser godt ud på overfladen (tror jeg selv), men nedenunder den står det skralt til med at finde meningen med mit liv. Hvis jeg skal være ærlig.