Altså, den der virus der har besat mig, den giver ikke op så let, og selvom jeg har slæbt mig over at vaske i dag, hostende og nysende, fordi jeg ikke havde flere rene underbukser (det er sandt!) og også har været en tur i Netto for at proviantere fordi jeg ikke havde mere rugbrød (det er også sandt!), så har jeg ikke meget mere at berette end at jeg nu nærmest har OD’ed på The Wire, og helt ærligt, jeg fatter ikke at jeg ikke har set den serie før. Den er jo totalt mesterklasse! Jeg er begyndt på den flere gange før, men det kræver lidt koncentration og tålmodighed at komme i gang, og det er ikke gjort med det første afsnit, men så hænger man også på den. Er du til fortællinger der holder sig mere til virkelighedens gråtoner end til et trygt og ordnet, men forvrænget sort-hvidt-billede af verden, så spring bare på.
Jo, yo, så kan jeg da også lige spinde den ende at jeg jo bor i noget der minder ret meget om en ghetto (omend området ikke opfylder kriterierne for at komme på regeringens officielle ghettoliste (lige nu)), og det er som om jeg har fået nogle andre briller på lige pludselig, og ser andre ting når jeg går over og vasker eller hen i Netto som jeg har gjort i dag. Når jeg iagttager alle de skønne unger med alskens etniciteter der spiller fodbold på kunststofbanen eller hænger ud på legepladsen, så ved jeg pludselig hvad de er oppe imod. For jeg går jo også forbi skulende unge mænd der sidder og reder deres fuldskæg, unge mænd i flok hvor én måske holder døren for mig ind til blokken med en servil gestus, mens resten lader al tale forstumme og viser attitude, samt unge mænd der taler til deres kærester i et sprog og en tone som man helt ærligt kun tror findes på film. Måske overdriver jeg. Det håber jeg. Uanset hvad skal alle mine gode ønsker gå til de her skønne unger. Må fremtiden være jeres!
Forår er det i hvert fald, har jeg bemærket, også i ghettoen:
