Jeg sidder tit her, foran stationen, på en bænk i skyggen, uden andet mål og med end bare at se lidt på alt det der sker. På billedet sker der ingenting, og det er med vilje fordi jeg ikke bryder mig om at vise billeder af andre mennesker og deres ejendele her på bloggen, men jeg kan fortælle at det tog mange forsøg at få tre (næsten) mennesketomme billeder i kassen som kunne sættes sammen til et panorama. Og undskyld for den brudte lygtepæl. Dén findes ikke i virkeligheden, må jeg indrømme.
Hvad venter du på? kunne nogen måske spørge hvis de trængte til at tale med nogen. Mig selv, ville jeg svare. Jeg venter på mig selv.