Jeg er ude at gå og bliver standset af en kvinde i en bil. Hun siger at hun ikke ved hvor hun er. Hun kan ikke finde det hus hun skal på besøg i; hun ved bare at det ligger helt nede ved søen. Jeg finder min mobil frem, rækker den ind gennem det nedrullede vindue og sammen finder vi ud af hvor hun skal hen. Jeg skyder genvej ad en gangsti, og da jeg kommer ned til søen, er hun ved at parkere bilen. Hun nikker, smiler og vinker.
Lidt efter møder jeg to kvinder i vandrestøvler og meget praktisk tøj. De råber mig an og spørger om de er på vej til Farum og hvor langt der er? Jeg svarer at de bare skal gå omtrent en kilometer videre ad stien, så rammer de Farum. Pyh, det var godt, siger den ene. Ved du hvor vi kan få en skål varm suppe? spørger den anden. Jeg roder i hukommelsen og prøver at give et svar, mens jeg spekulerer på hvor langt de mon har gået. De fortsætter beslutsomt mod byen med en fraværende vinken.
Jeg går videre og tænker at det er lidt mærkeligt at møde tre kvinder på samme dag der ikke kan finde vej eller ikke ved hvor de er. Mon der er noget jeg skal få øje på? spørger jeg mig selv og kan pludselig se det. Hvis jeg skulle sige det kort, ville jeg sige at jeg også er lidt lost. Egentlig. Ikke derude i skoven, den kender jeg som min egen bukselomme, men i mit arbejdsliv. Lige på det område er jeg i den grad faret vild.
Jeg gad vide om jeg, hvis jeg lægger mig i selen, også er i stand til at hjælpe mig selv med at finde vej?
