Klokken er lidt over syv, og jeg kommer ned i parkeringsområdet under blokken hvor jeg bor. På en af de høje betonkanter står en lille purk og synger Juletræet med sin pynt af sine lungers fulde kraft. Det lyder højt under betondækket. I den ene hånd har han sin jakke, i den anden sin taske; begge dele ligger halvt henad kanten han står på. Der er mørkt og beskidt hernede, men hans stemme er lys og ren. Hvis jeg lukker øjnene, lyder det som om han synger i en kirke.
“Kan du så se at få den jakke på!” lyder det fra en mand der kommer ned ad trappen og går med faste skridt mod en bil. Drengen fortsætter uforstyrret sangen ind i andet vers.
“Hallå! Kom så, vi skal køre nu!”
Ingen reaktion.
Jeg når at tænke at det er utroligt så meget af den sang ungen kan huske, inden han omsider løber tør for ord og vågner op af sin trance. Han vender sig mod faren som nu kommer spurtende, og det ligner at han akkurat undgår at blive slæbt hen til bilen med jakke og taske efter sig.
Jeg ser og hører ikke mere. Jeg har bevæget mig i slowmotion forbi den lille scene, og nu må jeg også spurte for at nå bussen. Da jeg står på, får jeg en overraskelse mere: Bussen er pyntet fuldstændigt overdådigt op til jul. Guirlander og julestjerner med lys hænger ned fra ledninger og stikdåser fastgjort med gaffatape under loftet. Fuld illumination, også her.
Undervejs synger jeg Juletræet med sin pynt indvendigt og lydløst. Jeg når dog ikke nær så langt som drengen i underverdenskirken.
Meget er gået tabt.
