Der var blus på fuldmånen i går aftes efter hvad der føltes som en meget lang dag selvom den kom efter årets længste nat. De der udvendige julehandlinger man skal foretage sig hvert evig eneste år for ikke at forvirre og skuffe og ødelægge noget for andre, tager livet af mig. Jeg må snart være voksen nok til at sige fra, tænker jeg hvert år. Og så er jeg det aldrig alligevel, det er skruen uden ende.
I nat jeg er jeg vågnet fire millioner gange inden jeg endelig faldt ordentligt i søvn, måske efter at månen gik ned eller efter at den blev dækket af skyer med hvid forjul som resultatet.
Kønt er det. Og så koster det ikke en klejne, hverken på ens private konto eller på miljøets eller på relationernes. Tak. Nu går jeg i kirke.
