Jeg så i øvrigt Theo og den magiske talisman til ende, og jeg har set at der har været kritik af den for at være for trist og u-juleagtig og for at bringe et tungt emne som døden, endda selvmord, på banen i juletiden som åbenbart skal være konsekvent let og ubekymret.
Sikke noget sludder. Jeg synes det var en seriøs, modig og meget lidt berøringsangst julekalender, og det trænger vi til. Døden behøver jeg ikke sige noget om, for den er allestedsnærværende, uomgængelig og naturlig, og uden den, intet liv. Den tanke må vi vænne os til i løbet af livet, hellere tidligere end senere.
Til gengæld behøver jeg at sige hvad jeg har lært om ensomhed ved at se den julekalender, for det har alt at gøre med jul i mine øjne: Ensomhedens rod er ikke de døde, men de levende. Det er de levendes indstilling og handlinger, ens egne og ens medmenneskers, der gør forskellen på om sorg og savn eller fx anderledeshed og alderdom resulterer i ensomhed.
🙂