Skoven flasher generøst sine farver. Jeg bliver glad i låget og let om hjertet når jeg er i skoven, og jeg forlader den kun modvilligt når mørket nærmer sig eller sulten bliver for stor fordi jeg ikke tog en madpakke med.
Et stykke overmandet skov giver ordet ødemark ny betydning. Det er formentlig en frugtbar og fornuftig ting for skoven at blive skovet i partier med mellemrum, men særlig kønt er det nu ikke at kigge på.
Indespærrede grantræer afventer deres skæbne. Jeg kan næsten høre dem stå og snakke sammen om hvad der mon venter dem .. en stue, et indkøbscenter, en rådhusplads .. iklædt fine lys, godt nok, men hvor længe kan man holde til den slags?
Et menneske tager kampen op mod naturen i shorts. Jeg vender opmærksomheden mod min egen krop et øjeblik og registrerer at jeg føler mig virkelig godt tilpas i mit slidte, gammeldags lag-på-lag-outfit.
Smukke indvandrerefterkommere lyser i skovbunden. Kyndelmisse er allerede en uge væk, og selvom jeg ikke på nogen måde ønsker mig sådan en ildevarslende sommer som hærgede sidste år, trækker jeg alligevel på smilebåndet ved tanken om at foråret er på vej.