Jeg dedikerer dette års 8. marts-indlæg til Ayla, jeg mener Mette fra Alene i vildmarken. Skulle jeg pege på en kvinde jeg ikke allerede er stødt på i et opslag eller indslag med fokus på ligestilling i løbet af dagen, kan jeg ikke komme i tanke om nogen mere oplagt. Hun forstår at sørge for sig selv på alle måder, både fysisk og psykisk, og hun leder sig selv fuldstændigt suverænt.
Måske er det forkert at tænke på hende som en kvinde i stedet for blot som den ene af tre tilbageværende deltagere. Det tror jeg egentlig nok jeg mener. Det er hverken på trods af eller på grund af at hun er kvinde, at hun klarer sig godt. Hun klarer sig godt fordi hun er i besiddelse af viden og færdigheder, evner og personlige egenskaber der ikke har en dyt med køn at gøre, men som gør hende yderst kompetent til at løse den opgave hun har givet sig selv.
Alt kan ske i sidste afsnit, og jeg synes også de to andre deltagere er vildt gode til at klare sig. Jeg tillader mig alligevel at diskriminere og håbe på at Mette vinder, bare fordi hun er kvinde. Det kunne være sådan en god historie at læne sig ind i for os andre der ikke er lige så gode til at gøre det vi tænker (måske fordi vi af kulturel uvane underkender vores tankers relevans).
—
Opdatering 15. marts 2019:
I går viste DR det sidste afsnit af Alene i vildmarken, og Mette sluttede – efter min mening – på en meget ærefuld andenplads. Jeg lægger mig fladt ned og har en klar oplevelse af at vi vitterlig har fået en rigtig god historie at læne os ind i. Der er mange måder at vinde i naturen på, men én af dem er helt sikkert at vide hvornår det er tid til at trække sig fordi tabene ser ud til at kunne blive større end gevinsten.