Jeg forsøger at tæmme det stærke lys der vælter ind ad vinduerne og generer mig. Udsigten bliver erstattet af fine skyggebilleder. En due lander, pudser sine fjer og viser sin ikoniske silhuet før den letter igen. Kort efter bliver mine skråvinduer sæbet ind et efter et og skrabet rene igen af vinduespudsere med moppe og skraber i præcis den rigtige bredde oppe fra taget uden for mit synsfelt.
Jeg går i stå midt i ansøgningsskriveriet og følger fascineret den sorthvide forestilling på lærredet over mit hoved. Det er absurd teater, og der er ingen mening at finde. Alligevel slår det mig at der er noget ved det her skyggespil som siger mig et og andet. Hvad kan jeg finde i skyggen? Fred og en klarere udsigt?
PS. 17. april 2019: Some serious shit?
