Rust

Hvis noget ruster, kan det være fordi det ikke har været vedligeholdt og/eller ikke er blevet brugt til det som det er beregnet til. Det er forsømt, glemt og ved at forsvinde.
 
Men rust kan også være en farve der føjer varme til det kolde metal, en velkommen og smuk overfladebehandling.
 
Forleden var jeg så heldig at blive taget med på tur til det spritnye tårn i Haslev. Det er genialt konstrueret i cortenstål, og det løftede mig op over hverdagens begrænsede udsyn hvor jeg ofte ikke kan se skoven for bare træer. 
 
Det var dyrt som bare fa’en at få lov at komme op i, og det var tillige helt ærligt meget mærkeligt at skulle forstå det som en kommerciel seværdighed at få lov at gå gennem en dansk bøgeskov. Men tårnet i sig selv: Majestætisk. Æstetisk. Magisk.
 
 
 
 

Jeg bor selv i et byggeri hvor rust udgør det dominerende udtryk, hvilket trofaste læsere her på stedet vil have set mange eksempler på. Rustenborg bliver bebyggelsen også kaldt. Jeg kan lide det og føler mig hjemme i det. Det er råt, ærligt og naturligt.