Det regnede da jeg kørte på arbejde tidligt i morges. Mit cykeltøj var vådt endnu da jeg fik fri, men ingen skal høre mig klage. Tanken om en gentagelse af sidste sommer skræmmer livet af mig.
Øresund havde den helt rigtige blågrønne farve i dag, og sigtbarheden var god. Man kan svømme sine bekymringer væk, uanset størrelse. Jeg bekymrer mig ikke længere om meningen med mit liv.
Halveringstiden på kaffe er fem timer i gennemsnit; det har noget med enzymer i leveren at gøre. Jeg har lige drukket ½ kop og håber jeg ligger så langt over gennemsnittet at jeg kan sove om tre timer. Kl. 4:30 sidder jeg på cyklen igen.
Intet af det du lige har læst, er vigtigt. Jeg havde bare brug for at sidde her på mit sted et øjeblik og føle mig hjemme.