Jeg ser giraffen, og den ser mig.
En ven står til højre for mig og siger små lyde som jeg har lagt mærke til at giraffen reagerer på, og som jeg har fået hende til at gentage – modvilligt. Et splitsekund efter at dette billede er taget, konstaterer giraffen tilsyneladende at det ikke er mig der taler girafsprog, drejer hovedet og kigger i stedet på min ven, fra nu af kaldet Girafhviskeren.
Jeg synes jeg er heldig. Jeg er glad for mødet og mit billede, selvom jeg ikke kunne fastholde det smukke dyrs interesse.
Tidligere på dagen har jeg fået en fugleklat i håret, og jeg tillader mig at tolke det som et tegn på held og lykke i fremtiden. Måske er det startet med giraffen, og hvem ved hvad der ellers kan komme?