I

I morgen kigger jeg på min konto og e-boks. I morgen lukker jeg de breve op jeg har sparet sammen i løbet af ugen. I morgen læser jeg referater og lægger arbejdsbukser op. I morgen afleverer jeg biblioteksbøger. I morgen svarer jeg på mails. I morgen panter jeg flasker og smider glas ud. I morgen.

I aften ligger jeg i sofaen under et tæppe i de flotteste farver, kigger på en skøn, varm kugle af lys på sofabordet, drikker kaffe af en rigtig hyggelig kop og drømmer om hvilken ny badedragt jeg skal vælge at bruge et gavekort til. Mit hår har fået olie for første gang nogensinde, og mit ansigt den fineste creme.

I aften lader jeg tiden stå stille. Og binger en serie. Indtil jeg segner.

Tak for en uforglemmelig uge til alle der var samme sted som mig. I bevæger verden.