“Have you ever seen anything so full of splendor?” siger Dolores i Westworld. Indtil hun kommer til fuld bevidsthed og erindrer alt det forfærdelige hun har været udsat for. Så er det slut med hendes indkodede sans for skønhed og udstrakte kærlighed. En robot med fuld skrue på sine værste menneskelignende egenskaber har skabt sig selv.
Vi forstår ikke os selv som robotter, men måske ligner vi alligevel lidt med alle vores automatiske gentagelser, ubevidsthed og iboende skyggesider. Forskellen mellem os og Dolores er – håber jeg – at bevidsthedsklarhed kalder det bedste og ikke det værste frem i os.
Må vi holde bæstet i os selv i ave – uanset hvilke fortrædeligheder vi synes vi er udsat for lige nu og føler en impuls til at kritisere eller ligefrem straffe nogen for. Der er ikke noget “dem og os”. VI er de eneste der eksisterer.
Det er hvad jeg har lyst til at bede om i dag.