Mine altankasser er fulde af ukrudt, og jeg gør ikke en disse ved det, ud over at nyde de smukke vækster der helt af sig selv vokser frem af uordenen. Tak for jer!
I går da jeg i ellers godt selskab ville tage et billede af et eller andet, blev det mødt med en bemærkning om at nu var det vel ikke endnu et af de daglige billeder på facebook, for de var godt nok irriterende og ligegyldige (eller noget i den stil, jeg har muligvis blokeret for at huske de eksakte udtryk, for allerede dér blev jeg ked af det og skamfuld).
Det er sandt. Jeg blev tagget på facebook med en udfordring om 10 dage i træk at skildre min dagligdag med sort/hvid-billeder på min personlige profil. Jeg syntes det var en sjov udfordring. Det optog mig, og jeg gjorde mig umage. Jeg kunne selv lide nogle af resultaterne.
Men der kan man bare se. På stedet for den kritiske bemærkning lovede jeg mig selv aldrig nogensinde at stikke hovedet frem igen på de skide sociale medier og tro at der kan komme noget ud af mit hoved som har nogen som helst værdi for andre.
Nu har jeg sovet på det. I dag tænker jeg ‘fandme nej’, og for lige at demonstrere at jeg har nerver til at gøre noget irriterende og ligegyldigt, poster jeg simpelthen de 10 billeder og de fraklip jeg postede den 11. dag, plus et enkelt billede mere. De kan lige være i to collager, beskåret til kvadrater, men det virker alligevel.
Synes jeg. Og det er MIG der bestemmer her!
Ukrudt forgår nemlig ikke så let, mærk dig det, kære verden. Og hvad ukrudt overhovedet er, er en stærkt subjektiv opfattelse som farves af egen begrænsede mentale aktivitet og ukritisk overtagede normer. Så er det sagt!
