I dag besøgte jeg en ny kirkegård. Ganske ubrugt, ganske ukultiveret. Ved første øjekast tom. En anden person bemærkede at det var forståeligt nok at ingen ville have et gravsted her, for her kom jo ingen, græsset voksede vildt, og det ville da være et ganske ensomt sted at ligge.
Dét forstod jeg ikke. Jeg ville gerne begraves her som det ser ud nu, blot tanken om at der med tiden kommer orden på det hele og trængsel på og i jorden kunne få mig på andre tanker. Jeg har selvfølgelig ingen forestilling om at jeg selv ville opleve noget som helst når jeg først var endt i jorden, men det ville være godt at tænke på at skulle nogen komme og besøge min grav, så kunne de gøre det i fredelig ubetragtethed og uden den tunge byrde at skulle holde det hele pænt og nydeligt. Og skulle ingen komme, hvilket er mest sandsynligt da min nærmeste familie er de mest usentimentale mennesker jeg kender, der næppe ville bruge tid på den slags, ville det være endnu bedre. Så håber jeg der ville komme nogle tilfældige mennesker ind imellem og finde ro til eftertanke eller plads til at lege uden at skænke mig en tanke. Det ville være lige efter mit hoved.
