Det bedste tidspunkt på dagen er indtruffet. For gud ved hvilken gang tager jeg et billede af øjeblikket fordi jeg for gud ved hvilken gang gerne vil dele det med nogen. Det kan jeg ikke, jeg ved det godt. Øjeblikket er kun inden i mig.
Jeg strækker det mest muligt. Tvinger mig selv til ikke at tælle timer. Sætter produktionen i mit sind i bero.
Den tid, den sorg.
Jeg skubber bekymringerne foran mig, for lige nu er der ikke plads til dem i mig. Men jeg er bange for regnskabets time.
I morgen er der atter en dag.
Jeg kan stadig nå at rette op. Det er ikke for sent. Der er stadig tid til at komme på den anden side af skammen over ikke at slå til.
Der er en tid for alting.
Det hviler jeg i. Jeg hviler. Jeg må være en del af en større plan selvom det føles som en fejl at jeg er her.