Der kommer ikke mange ord ud af mig for tiden. Inden de når frem til hvor jeg kan høre dem, bliver de slået tilbage af praktisk arbejde og ørkesløs snak. Det sidste, du gode gud, fik mig til at tænke på en film jeg engang hørte om, der handlede om bizarre måder at dø på. Ting der faldt ned fra fly og helt utroligt og statistisk set usandsynligt ramte en person på jorden, for eksempel. Jeg kom til at spekulere på om man kan blive snakket ihjel? Det tror jeg faktisk godt man kan – når jeg har hørt på småsnak længe nok er jeg i hvert fald begstaveligt talt træt til døden.
De er dog derinde, ordene, men jeg kan ikke høre dem fordi jeg bruger alle mine kræfter på at lægge låg på mine følelser og værdier for at kunne gøre det jeg skal. Jeg har hidtil vistnok troet at det jeg brugte mine kræfter på, var at kunne finde ud af det jeg skal, altså at det var mine evner eller kompetencer det skortede på, men det er nok ikke helt rigtigt. Jeg kan og evner det meste, helt ærligt. Giv mig en opgave, og jeg løser den. Men under mit hårde, disciplinerede, rationelle jeg bor en delperson som har stærke værdier, og den person forsøger at råbe mig op gennem min krop. Smider et læs synsforstyrrelser i hovedet på mig når jeg nægter at se. Lægger en ring af eksem omkring min hals når jeg tilsidesætter oplevelsen af at blive kvalt. Øger omfanget af min krop når jeg forsøger at gøre mig så lille som muligt. Stærkt.
I går hældte jeg skoldhed kaffe ned ad ryggen på mig selv. Jeg fattede ikke en kæft da det skete; tænkte bare at nu er jeg vist nået helt dérud hvor jeg ikke kan bunde. Det bliver for omstændigt at forklare, men det handlede om hvor meget man kan læsse på sig selv for ikke at skulle bruge dyrebar tid på at gå to gange, og en pumpekande der ikke var lukket. Kaffe ned ad ryggen! Min største trøst og energiforstærker rammer mig i ryggen?
Nå. For lige at springe i det og ned på jorden igen kan jeg også fortælle at har jeg fået en bil. Jeg skal lære at køre den igen, det er nødvendigt, men jeg får god og tålmodig hjælp, og jeg er allerede blevet ganske knyttet til min lille, gamle bil. Den bliver nøglen til at bevare min frihed, komme ud i verden i et privat rum og aflaste min 57-årige krop der naturligt nok efterhånden er mærket af diverse ega- og eba-opgaver. Ingenting kommer gratis, eller hvordan det nu er, og jeg skal så også lære at spise mindre og bedre hvis jeg skal undgå at læne mig op ad overvægt og diabetes med tiden, men det kan jeg vel også klare.
Som én der nu er gået over til fjenden og ser tingene fra den anden side, vil jeg bare sige til alle der cykler: Lys på cyklen, reflekser og pangfarvet vest, det er noget vi bilister kan lide!
Og til alle medbilister der opfører sig som idioter og ikke holder afstand, men kører helt tæt på bagfra, ånder mig i nakken og presser mig til at køre hurtigere trods fartbegrænsninger: Hold så op! Jeg har ikke noget naturligt anlæg for road rage, men ingen er perfekte, og skulle noget bringe raseriet frem i mig, så var det det. Hold afstand! Lad være med at forsøge at presse mig. Jeg sætter farten ned til 30 km/t hvis I bliver ved! Indtil jeg har lært at ignorere jer.
I det hele taget er der meget man skal lære i det her liv. Tag nu fx anbefalet corona-rigtig adfærd. Vi prøver allesammen så godt vi kan, det tror jeg på, men det vigtigste jeg har lært indtil videre, er at det for de fleste af os faktisk ikke kan lade sig gøre at lære eller gøre det rigtige. Hver evig eneste dag ser jeg mennesker der tilsyneladende er ude af stand til rationelt at vælge de meste hensigtsmæssige handlinger, fordi de ikke bruger fornuften, men er styret af følelser og vaner der styres fra det ubevidste. Og når jeg vender blikket mod mig selv, er det samme sag. Jeg tror endda om mig selv at jeg er relativt god til at bevare fornuften, men jeg kan alligevel observere hvordan jeg konstant og hele tiden kommer til at gøre noget coronauhensigtsmæssigt fordi jeg bliver overtaget af behovet for at tage hensyn til følelser hos mig selv og andre, og fordi det kræver mere nærvær, opmærksomhed og bevidsthed at gå imod gamle vaner end jeg kan mønstre hele dagen igennem. Jeg glemmer at holde afstand, jeg rører ved ting andre også skal røre ved og så videre, simpelthen fordi en del af mig ikke vil såre folks følelser eller fordi jeg mister bevidstheden i øjeblikke og perioder.
Jeg tror helt ærligt at uanset om politikerne og myndighederne bruger pisk eller gulerod, så kan det ikke lade sig gøre at få mennesker i al almindelighed til konsekvent at have den adfærd der ville være mest hensigtsmæssig. Jo yngre eller jo ældre man er, jo sværere ser det ud til at være i mine øjne. Det eneste der virker, er isolation. Vi skal holde os fra hinanden, opholde os i hvert sit rum, adskilt med vægge eller en meget stor afstand målt i meter eller måske en slags astronautdragt for at det kan lade sig gøre at forhindre smitte. Lige så snart vi nærmer os hinanden, mister de fleste af os det kølige overblik. Sådan ser det ud for mig.
Den her virus lever af at vi er mennesker og ikke robotter, og vi må bruge lige præcis vores evne til at forholde os til os selv som en styrke ved at erkende det og finde andre måder end de vante at udleve vores (med)menneskelighed på. Vi må finde veje til at hjælpe hinanden med at undgå at fysisk isolation også kommer til at betyde åndelig isolation.
Jeg ved godt det er lettere for nogle end for andre. Og jeg er lykkelig for at beslutningstagerne formår at gøre de undtagelser der er nødvendige, for at passe på dem som isolation rammer allerhårdest. Men for os det er lettere for, gælder det om at holde snuden i sporet. Nu.
Og således fik jeg tømt hovedet for ord for en stund. Det gjorde godt, om ikke andet for mig selv.