Frostklar dag med krystalklare erkendelser. Nogen svigtede mig, og den lille pige i mig tror jeg blev og bliver svigtet fordi jeg havde og har fortjent det og skulle og skal skamme mig over mig selv.
Det vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved. Jeg vil endda driste mig til at forsøge at afvise skammen og turde tage plads op i verden som om jeg har ret til at være her og ikke pr. definition i kraft af min slette natur er årsag til andres lidelser.
Måske er det fordi jeg er under indflydelse af nattens kolde, klare luft omkring min varme seng eller dagens løbsfrigjorte endorfiner at jeg pludselig ser det sådan, men jeg vil prøve om jeg kan fastholde det.
Derfor står det nu skrevet her sort på hvidt.
