En samtale forleden fik mig til at tænke på et muligt svar på spørgsmålet: Hvorfor synger fuglene? Jeg huskede at det var noget med den såkaldte handicapteori, og jeg huskede også at jeg engang har skrevet om den her på stedet. Nu har jeg genlæst det gamle indlæg. Tor Nørretranders giver som svar på et spørgsmål fra Lars H.U.G. en redegørelse for hvorfor fuglene, også dem med to arme og to ben, synger, og hans (nogle biologers) forklaring lyder stadig plausibel i mine ører: Fuglene synger selvom det er unyttigt og giver dem et handicap i forhold til at finde føde og skjule sig for rovdyr, fordi det viser deres overskud af ressourcer og dermed gør dem mere attraktive som mager (blandt andet, tilføjer jeg for egen regning).
Hvis du er blevet nysgerrig efter en uddybning, kan jeg kun anbefale at du klikker ind på Hvorfor synger fuglene? fra juli 2008. Det er så gammelt et indlæg at det næsten ikke føles som om det er mig der har skrevet det, så jeg linker uden blusel.
Jeg vil dog lige tilføje noget: Lad os udvide begrebet ‘kunstner’ i denne sammenhæng til at omfatte alle mennesker der lever deres liv med kreativ kraft, integritet og modvilje mod at lade sig reducere for at skaffe føde og undgå rovdyr. Den person jeg havde samtalen med, er i sandhed en fugl i mine ører. Og jeg er det måske også. Jeg har i hvert fald flere gange i mit liv været villig til at forlade det sikre og nyttige for at synge højt og ressourcekrævende selvom det giver mig et handicap.
☆
Og lad os lige tage Eowyn og Aragorns samtale om frygt én gang til (jeg ved det, jeg gentager mig selv også her, men de vigtigste temaer i et menneskes liv gentager sig selv igen og igen):