I dag græd jeg over hvor tung en skæbne kan synes, selvom navnet er Asta og ‘ast’ betyder kærlighed på islandsk. Jeg græd også over at livets tildragelser kan få mennesker til at vægre sig mod at omfavne det vigtigste og aldrig forstå andet end at det er hvad de fortjener. Og jeg græd over en digter der stædigt viser os at digterværket er lyset der kløver mørket som et fyrtårn midt i elementernes rasen. Det er ikke småting at græde over, og gråden var god og på sin plads.
(Jeg har læst Historien om Asta af Jon Kalman Stefansson færdig. Derfor).