Hvis jeg skriver sådan her, ser det surt ud.
Sådan skriver et klogt ungt menneske kort tilbage til mig efter at jeg vantro har spurgt om det virkelig er rigtigt at det sender uvenlige signaler hvis man slutter sine chatsætninger med punktum. Jeg har nemlig læst artiklen Sætter du punktum sidst i dine beskeder? Derfor tror folk, du er sur på dr.dk.
Efter at have set svaret, dæmrer noget for mig. Jeg kan pludselig se et helt fast mønster i de chatbeskeder jeg har set fra de unge mennesker gennem de sidste flere år, og jeg kan også se at det jeg har oplevet som lidt sløset og hurtig kommunikation, faktisk er mindst lige så regelret og konsekvent som min egen eksekvering af den retskrivningsregel jeg har internaliseret fra min egen tid som ung: at man for alt i verden ikke må undlade at slutte en sætning med punktum eller et andet tegn der har punktum nederst! Jeg kan nu se at de unge helt konsekvent har erstattet punktummet i enden af deres beskeder med et rødt hjerte uden slinger i valsen overhovedet. Brugen af det røde hjerte har jeg for længst selv taget til mig i mine beskeder til netop dem fordi det faktisk føles som en indforstået måde at signalere god vilje og en imødekommende indstilling på, men jeg har alligevel ikke forstået hele princippet, for jeg har også konsekvent sat punktum efter hjertet ❤. Eller før. ❤
Hvad så hvis man skriver et spørgsmål? spørger jeg. Ja, så kan jeg godt sætte hjertet efter et spørgsmålstegn og ligeså hvis min sidste sætning er et udråb der fortjener et udråbstegn! ❤
Jeg er faktisk ikke så meget for de der røde hjerter, bemærker jeg, og får at vide at jeg fint kan bruge en anden emoji end et rødt hjerte hvis det passer bedre til indholdet (eller mig). En enkelt passende smiley for eksempel. Jeg kan i øvrigt eventuelt også godt sætte et hjerte/en alternativ emoji efter en anden sætning end den sidste hvis en chatbesked en sjælden gang er på mere end én helsætning, men jeg skal helst ikke sætte flere hjerter i en besked og ikke flere emojis efter hinanden — det er dårlig stil. (Hvem kan dog konsekvent fatte sig i en så ufattelig korthed, tænker jeg i en indvendig sidebemærkning, men hører så også et andet klogt ungt menneskes gentagne kritiske bemærkninger om mine alt for lange beskeder et sted i baghovedet).
Således oplyst og belært om den næste generations endnu uskrevne regler for tegnsætning i og længde af chatbeskeder har jeg fået noget at øve mig på. På en måde er jeg lettet, for nu skal jeg bare lære at følge de her nye regler for at blive læst (rigtigt). Det er noget jeg forstår, og jeg kaster mig over udfordringen med ildhu.
Hvis jeg skriver sådan, ser det hverken surt eller sjusket ud ♡