Jeg trænger til at tage et smukt billede eller skrive nogle ord der lyder præcis rigtigt når jeg læser dem højt. Men jeg ser ingen gode motiver (selvom jeg tænker på den fint viklede og dunfyldte fuglerede der lå i græsset da jeg gik hjem fra arbejde). Og mine ord er for få og utilstrækkelige i forhold til hvad jeg måtte have at sige (så jeg tager til takke med et brudstykke af en sang hvor sangeren ser et ungt træ hvor han forventer en [prægtig] eg i sig selv, og spekulerer på om han er stærk nok).
“Det er ikke lyst, men jeg trænger”, sagde fru murermester Jessen, og således på sporet af både forskellen på at have lyst til og behov for noget og at forsøge at gøre sig i et andet selskab end man er vokset op i, låner jeg replikken med en bemærkning om at der faktisk findes mennesker for hvem det at udtrykke sig er lige så vigtigt for at overleve som at få noget at spise. Sådan et mennesker tror jeg nok jeg er, selvom jeg ikke ligefrem har fået en accepterende holdning til et så ekstravagant behov ind med modermælken.
Men er jeg stærk nok? spørger jeg. Og nu er det mine egne ord.