Jeg blev bidt eller stukket af et insekt forleden hvor jeg tilbragte det meste af en halv dag i knæhøj vegetation. Mit ene underben er hævet og klør og strammer. Jeg prøver af alle kræfter at være glad for dette bevis på at der findes steder derude hvor insekterne trives, men alt med måde, og i dag har jeg taget noget antihistamin for ikke kradse mig selv til blods, betændelse og vanvid. Medicinen virkede stort set omgående, men den har så også medført at jeg er så døsig at jeg ikke ved om jeg er vågen eller sover, hvorfor du ikke helt kan stole på at det jeg skriver her, har meget med virkeligheden at gøre. Men nu jeg skriver det alligevel.
Jeg har længe været forundret over noget. Når jeg går rundt alene derude i verden og møder folk på en sti i skoven eller på en strand, hilser de indforstået på mig som om jeg var et almindeligt og ordentligt menneske der er med i et eller andet fællesskab ligesom dem. De ser mig i øjnene. Smiler. Nikker. Siger et enkelt ord eller måske en hel bemærkning som om de går ud fra at jeg er et rigtigt menneske. Det føles ret godt, må jeg erkende, og jeg tror jeg er ved at udvikle en afhængighed af de her møder med tilfældige mennesker som åbenbart ser et menneske som dem selv når vi passerer hinanden.
I de øjeblikke, i de korte sekunder, er jeg mig selv med barnets uskyld. Quick fixes, jeg ved det. Men jeg er ligeglad. Det undrer og styrker mig virkelig og i sandhed. Jeg bliver lige overrasket og lige høj hver gang.
Jeg tænker også at jeg ikke vil fratage et eneste menneske på min vej en lignende oplevelse. Så jeg hilser hver gang jeg på nogen måde fornemmer det er passende, også som den første. Ingen skal gå forbi mig uden at blive set. Og jeg ser kun rigtige mennesker. Ikke ét eneste forkert har jeg mødt.
