Jeg vil fortælle historien – så godt som jeg nu husker den – om en succesfuld racerkører der en dag kørte gennem en by med tårnhøj fart, og som bagefter brokkede sig offentligt over at have indkasseret en bøde eller anden straf for det. Han mente nemlig at han havde forudsætningerne for at køre med de her alt for mange kilomenter i timen gennem en by uden at udsætte nogen eller noget for fare. Der var simpelthen ingen risiko for at det kunne ende galt med ham bag rattet, efter hans egen mening.
Han stod der på skærmen, en smuk, selvsikker mand, fascinerende og skræmmende på samme tid, og talte helt seriøst for at færdselsreglerne ikke skulle gælde for ham fordi han ikke var en almindelig trafikant, men en slags supertrafikant med køreevner, reflekser, instinkt og desuden træning der overgik alle andre dødeliges.
Jeg skal ikke anfægte at køreevnerne, reflekserne, instinktet og træningen var i særklasse. Jeg er sikker på at hans talent var noget helt enestående og at han ved at dyrke sit talent var blevet overlegen i ordets bedste betydning på netop sit felt. Problemet var at han ikke forstod at talentet ikke kan eller bør bruges til en skid uden for racerbanen. Uden for dét område, hans hjemmebane, må hans talent holdes i kort snor for at alle vi andre kan forstå spillereglerne og føle os trygge. Sådan må det være, tænker jeg også. Andet ville være vanvid(skørsel) og udgøre en reel fare trods racerkørerens indre sikkerhed. Jeg vakler ikke her.
Men. Lad os lave et tankeeksperiment. Lad os tænke at ydmyghed står for fald, indtage racerkørerens perspektiv og med ham mene at det var nærmest latterligt at straffe ham for den godt nok lidt vel hurtige, men også virkelig kompetente kørsel.
Det kan jeg godt tænke, og så får jeg pludselig mentale billeder ind i hovedet af at mange af os enten er potentielt eller aktuelt kompetente racerkørere inden for et felt og samtidig er uglesete og bliver straffet for det vi kan, fordi vi forsøger at demonstrere vores evner uden for banen, så at sige, og i øvrigt ikke møder nogen der forstår hvad det egentlig er vi kan, fordi de ikke selv kan det samme. Måske kan vi ikke finde vores hjemmebane fordi ingen har vist os vejen derhen ud fra den opfattelse at det ikke var noget at spilde krudt på – eller måske findes en sådan bane slet ikke: forkert tid, sted, familie, kultur? Måske er nogle af os, tvunget af en slags indre talentoverlevelsesevne, nødt til at køre gennem byer med 100 kilometer i timen i håb om at nogen ser og anerkender det som udfoldelsen af et talent snarere end et brud på reglerne, en trussel, en fare, en uønsket særlighed?
Måske. Det er en tanke værd, synes jeg. Jeg ønsker for alle at de kan give den gas på den bane der er deres.