Det er lørdag sen eftermiddag, den anden dag i måneden, og alle har lige fået penge. Vejret er mildt og godt, nogle beboere hænger ud med høkerbajere, købmanden har travlt, og der er gang i værtshuset hvor døren er slået op så jeg kan høre musik, snak og billard gennem den. Kebabhuset er også åbent og velbemandet, de orangeklædte mænd med melhvide hænder trækker lidt frisk luft uden for butikken inden der for alvor bliver travlt ved pizzaovnen. Lidt længere nede ad gangstrøget er nogle store drenge ved at slæbe en sofa ud af et lokale og op på en trækvogn.
Den pæne fyr der kører rundt med hele sit hjem i en indkøbsvogn og har givet sin muskelhund en gammel t-shirt på, hilser glad: “Hej! Hav en god aften! Det er en fed hat du har på!” Jeg svarer uden forbehold, og han skynder sig opløftet videre til noget jeg ikke helt kan forestille mig hvad er.
Jeg er nysgerrig. Bestiller en burger hos de orange mænd. Går ind til købmanden, henter en piskefløde til overpris til søndagsbrunchomeletterne og stiller mig bag i køen. Kigger på de andres varer: Øl. Ved kassen beder de om cigaretter. Den unge pige bag disken ekspederer dem mekanisk og tilbagetrukket, gemt bag et stort, sort hår og nedslåede, kunstige øjenvipper. Hendes chef går rundt og holder øje med gesjæften med en notesblok i den ene hånd.
Jeg går tilbage til kebabben og sætter mig på en stol for at kigge på hvem der ellers kommer, indtil min burger er klar. En dansk kvinde, lidt yngre end mig, kommer forhastet ind og beder om en durumrulle med kylling. Et par drenge der ikke er høje nok endnu til at kigge over disken, kører ind på løbehjul og bestiller nogle numre som om de ikke havde lavet andet i hele deres korte liv, rækker op og lægger penge på disken uden at slippe løbehjulene. De orange mænd hilser familiært på dem og går straks igang med i fællesskab at gøre deres mad klar mens drengene kører ud og får ventetiden til at gå med nogle halsbrækkende tricks.
Jeg får min burger. På vej hjem bliver jeg overhalet af en af kunderne fra købmanden. Han er på cykel, håret flagrer langt og hvidt efter ham, og han har sandaler på de bare fødder der helt sikkert ikke har set hverken vand og sæbe eller en negleklipper i meget lang tid. Jeg går helt ind til siden, jeg kan ikke bedømme hvor meget plads han har brug for for at passere.
Jeg drejer væk fra hovedstrøget og ind mellem blokkene. Ved en af de overbevoksede og halvt skjulte stier skimter jeg ud af øjenkrogen en mand med hætten trukket op, et tørklæde for underansigtet og en mobil ved øret. Længere fremme kan jeg se en person i ilmarch mod os, også med telefonen ved øret. Det er ikke kun den legale handel med normale dagligvarer der er gang i, konstaterer jeg.
Jeg låser mig ind i min blok, og halvvejs nede ad gangen i forhold til min opgang ser jeg drengene med sofaen og trækvognen. De er gået i stå og har sat sig i sofaen, snakker og griner mens trækvognen står tom og på tværs midt på gangen. Lige bag mig kommer en ordentlig kleppert af en ung mand ind, han ligner sofadrengene på en prik bortset fra størrelsen. Da jeg går op ad mine trapper, kan jeg høre ham sige: “Det der gider jeg fandme ikke høre på. Se så at komme i gang!”
Det her er mit hood. Her bor vi en del mennesker som ikke har været alt for heldige i livet. Det er marginaler der adskiller os på de punkter der definerer vores status som borgere – måske en lille smule ekstra held eller uheld. Hvem ved. Et menneske er et menneske. Det kunne jeg godt tænke mig at vores beslutningstagere forstod.
