Bortset fra en gåtur og et pludseligt anfald af praktisk foretagsomhed der resulterede i at jeg fik gjort rent i min lejlighed på rekordtid, har jeg ikke lavet en skid andet i går end at sidde ved computeren og finde svar på nogle af de fire millioner spørgsmål der er dukket op i mit hoved mens jeg har fodret maskiner i løbet af ugen. Det gjorde godt i forhold til at få fyldt lidt energi på mit system igen; en uge på fabrik aflader mig totalt. Jeg fortsætter med at oplade i dag.
Som en sidebemærkning vil jeg lige nævne at der er noget seriøst galt med facebooks algoritmer når der pludselig dukker en video op om hvordan man lægger en perfekt dagligdags makeup, mens jeg besøger stedet for at se om jeg kan finde noget jeg kan bruge. Det trøster mig at facebook trods alt ikke ved alt om mig (endnu). Intet, måske lige bortset fra madopskrifter, kunne være længere væk fra mine interesser.
Jeg har været vidt omkring, det skal jeg ikke trætte med her. Blot én ting vil jeg lige tage op: Den selvopretholdende 5’er i enneagrammet (som er min type) bliver også kaldt the castle eller castle 5. Det vidste jeg godt, men pludselig slår det mig at jeg har en gammel tekst liggende her på stedet der udfolder netop det mentale billede. Der er link til teksten nedenfor, hvis det skulle have interesse. Det der er mest interessant for mig, er hvordan det der med at forstå livet baglæns, men leve det forlæns, pludselig bliver en meget tydelig sandhed om hvordan liv og bevidsthed hænger sammen. Vi er søvngængere, er vi, helt til den bitre ende. Mange af os, for ikke at sige de fleste. Uanset hvor kloge vi tror vi er.
Personligt bliver jeg ved med at falde i søvn når det kommer til den kendsgerning at det at leve i en mental fæstning er en nødløsning som jeg tyr til fordi jeg er skrækslagen for verden uden for mig selv. Trængslen af mennesker, de alt for mange krav og forventninger om at kunne handle uden at forstå eller blive forstået, kaoset af uforudsigelige hændelser og overstimulerende sansninger – jeg er bange for at jeg bliver overvældet, ikke har ressourcer nok til at klare det. Måske kunne jeg faktisk godt overleve udenfor, klare mig, finde ud af det, måske endda have lidt glæde ved det, men jeg tror ikke rigtigt på det. Mere. Selv mens jeg skriver det her, tænker jeg ja ja, jeg forstår det godt, men lad mig nu bare passe mig selv inden for murerne.
Jeg fortsætter lige med endnu en af Sørens tanker:
”Tab for alt ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Og går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den” .
Ud over at gå er det kun at svømme der indtil videre har kunnet lette mig for tunge tanker, men jeg spekulerer på om det at bevæge sig rytmisk og rutineret ved et samlebånd kan have en lignende effekt og ligefrem også generere brugbare tanker? Jeg kan jo håbe i og med samlebåndskombinationen af at arbejde og at tænke er lettere at gøre til et levebrød end kombinationerne af at gå og tænke eller af at svømme og tænke. Humoristisk sagt. Og penge skal jeg jo skaffe på en eller anden måde – helst uden at forlade fæstningen, det er historien om mit liv.
Hvorom alting er, jeg gik en tur i det dejligste efterårsvejr, og jeg følte mig hjemme og virkelig godt tilpas. Til at begynde med tænkte jeg at jeg måtte blive ude indtil det blev mørkt for ikke at gå glip af en eneste indånding af den liflige efterårsluft og den indbydende mulighed for at lade kroppen strække ud i et farverigt og åbent rum. Men så fik jeg alligevel nok og kom til at længes efter at sidde alene i min hyggelige stue med min computer, mine bøger, mine tanker og et levende lys. Og gik hjem for at gøre præcis det.
Efteråret er den bedste årstid, det har jeg altid ment. Det skuffer aldrig, hverken ude eller inde.