Nå.
Mit humør har ikke ligefrem været supergodt de sidste mange måneder. Jeg kan ikke rigtigt se det sjove i det her liv mere; faktisk vil jeg betegne det som en endeløs ørkenvandring, og jeg kan ikke længere få øje på hvad jeg er her for at give. Jeg er så dårligt selskab at jeg ind imellem ikke engang gider være sammen med mig selv, for slet ikke at tale om at påføre andre min tilstedeværelse. Det er jeg holdt op med for mange måneder siden; det ville være synd, måske endda skadeligt, for dem (jer).
Mit arbejde og mine kolleger er Undtagelsen, men det er kun fordi jeg ikke er helt parat til at undvære at spise og have et sted at bo. Hvis jeg ikke skulle bruge pengene, ville jeg helt sikkert også lade dem slippe. Eller for at være ærlig: Lade mig slippe for det og dem, for der er noget ved det hele der ikke er som det skal være.
Lige nu, i dette øjeblik, kan jeg måske løfte blikket en lille smule, føle en lille smule glæde. Jeg har cyklet i det fine vejr og svømmet det bedste jeg har lært, og et menneske jeg holder af, delte sit ordløse selskab med mig i samme bane. Jeg er derfor i skrivende stund relativt høj på neurotransmittere, og jeg må hellere sige noget her mens jeg kan.
Jeg har læst Dyreliv af Audur Ava Olafsdottir, og jeg kunne vældig godt lide den. Ar er stadig den af hendes bøger der har gjort størst indtryk på mig, men det betyder ikke at de andre er ringe. De skal læses med et åbent sind, de finder vej ind i én og heler og gør godt, giver håb og følelsen af at blive holdt, uden at man – jeg, i det mindste – sådan lige præcis kan sige hvad det går ud på. Audur taler til mig gennem symboler og mærkværdige hændelser, og jeg kan lide at lade det hele skylle ind over mig. Audur dømmer ikke, sorterer ikke, prædiker ikke, men skaber rum og løfter op over de snævre perspektiver vi mennesker ellers lynhurtigt ser hele eksistensen i, og det gør mig tryg.
Dyreliv begynder med en redegørelse for at det islandske ord for jordemoder, lysmoder, i 2013 blev valgt som det islandske sprogs smukkeste ord, og det er svært for mig at forestille mig et finere afsæt for en fortælling om meningen med livet. Det glemmer jeg i hvert fald aldrig. I løbet af bogen spiller afbildningen af Jomfru Maria med Jesusbarnet desuden en central rolle, idet hovedpersonens afdøde jordemodertante var optaget af at gengive dette symbol.
Mens jeg læste, var det Mariæ Bebudelsesdag. Jeg tog mig tid til at sidde lidt foran et cirka 850 år gammelt kalkmaleri af Jomfru Maria og Jesus. De sidder på en kostbar blå baggrund med fremhævede glorier udformet som guldbelagte relieffer. Jeg nævner det bare, jeg skal ikke gøre mig klog, men det hele samler sig i mig og giver vældig meget mening.
Nu læser jeg Jon Fosse. Jeg er begyndt på Det andet navn, Septologien l, og jeg tager den i små bidder for ikke at gå glip af den mindste lille smule. Jeg læste Andvake-trilogien for nogle år siden og har aldrig glemt den, og nu glæder jeg mig over at have en hel romanserie på syv bind af samme skuffe til gode.
Noget helt andet som også har gjort livet lidt mindre surt de sidste uger: I mine hovedtelefoner kører Other people med Kajsa Vala og Silas Bjerregaard på repeat. Jeg ved ikke hvordan jeg fandt den, men jeg synes det er sådan et fint “lille” stykke musik som jeg vældig godt kan lide at lytte til lige for tiden. Bare et tip.
Nå.
Neurotransmitterne klinger af, transmissionen må slutte. Et sidste lille skrat i modtageren kunne være at jeg for min død ikke kan forstå hvorfor jeg ind imellem er helt besat af at købe pænt tøj og gode sko som jeg forestiller mig jeg skal have på når jeg skal ud blandt andre mennesker, når jeg i det virkelige liv aldrig – som i never ever – går ud blandt andre mennesker. Måske gemmer der sig noget i skabet jeg ikke har fået øje på endnu. Måske har jeg bare meget svært ved at give op. Trods alt.