Weekend

Den ligger dér, søen i det fjerne. Vi er gået rundt om den, det var en fest, med fugleliv, skydeøvelser, omveje (for ikke at sige vildveje), røde fluesvampe, kaffe og kardemommesnurrer, regn og blæst, elleskov og mange, mange ord, der heler og forener og gør virkeligt.

Vi gik også ind hvor man ikke må, fordi fristelsen var for stor. Jeg stjal mig til et billede. Udsigten betaler nogen andre for, men synet var mit, og glæden ved det jeg så, er større end min respekt for privat ejendomsret.

Alle der har samlet en kastanje op, set dens smukke farve, mærket dens varme overflade og ladet hånden holde om den i lommen, ved at naturens overflod af rigdom og skønhed overgår alt hvad et menneske kan kalde sit. Så enkelt er det.