Fuldmånen står knivskarpt på himlen uden for mit vindue. Billedet herover gengiver overhovedet ikke månen som jeg ser den med øjnene – det kan min mobil ikke – men måske viser det ganske fint hvordan jeg ser den i ånden.
Lyset er stærkt og mørner mig. Jeg ved ikke om det skyldes ren frygt eller forudanelse, men det ser ud for mig som om historien er ved at gentage sig. Menneskeheden lærer langsomt, og vi er åbenbart som art ikke blevet så kloge endnu at vi kan lade være med at ødelægge vores egen verden. Gøre den grusom og grådig, ubarmhjertig og uretfærdig. Det er stadig muligt for de mindst oplyste af os at finde tilhængere, at opnå magt, at blive givet magt til at herske, og det vil få konsekvenser der kommer til at gøre ondt på hele klodens befolkning.
I dag har jeg besøgt Frihedsmuseet, nationalmuseets museum om modstandskampen under bestættelsen, sammen med gode venner. Det har været planlagt i mere end to måneder, og da vi lavede aftalen, tror jeg ikke at nogen af os tænkte på at det skulle være andet end et besøg i en fortid som var lykkeligt overstået og lagt bag os. Sådan så jeg det dog ikke kun i dag; det var som at befinde sig dernede under jorden i en fortælling om både fortid, nutid og fremtid. Det var en skræmmende oplevelse, og det kommer til at tage tid at ryste den af mig.
Måske lærer vi mennesker som kollektiv ikke bare langsomt, men er ude at stand til at blive klogere på en permanent måde. Foretage et spring i bevidsthed der er tilstrækkeligt højt til at være skelsættende. Måske vil mørke kræfter i mennesket til evig tid bryde frem i bølger. Uanset hvad man tror om den sag, må vi tænke at hver dag vi holder de mørke kræfter i ave, er en god dag. Og at det aldrig er forgæves at kæmpe for at de gode dage skal blive så mange som muligt.
under 2. verdenskrig i Danmark.