Ind imellem ville jeg ønske at man fik en chance mere for at leve sit liv. At man først fik ét liv til at øve sig på, og så et hvor det virkelig gjalt. Jeg skulle for eksempel have protesteret allerede dengang jeg blev bedt om at gøre min mormors omsorg til en hemmelighed for ikke at vække min fars vrede.
Men sådan spiller klaveret jo ikke. Man får kun ét (liv, ikke klaver), og opgaven er vel til enhver tid at leve det klogere i morgen end i går. Hvis man kan. Kan jeg?