De røde mod de blå. Himlen truer med at gøre det til en meget våd kamp, men det hele ender i solskin på flere måder.
En pige i børnehavealderen (tror jeg) og hendes farmor sørger for lydsporet, og jeg har aldrig hørt en fodboldkamp kommenteret så kreativt, konstant og klogt. Ind imellem må jeg grine højt. Jeg har faktisk også af og til spekuleret på om man ikke bliver ked af det hvis man ikke får en af de røde trøjer? Og jeg har heller aldrig forstået hvorfor de skal råbe grimt til hinanden mens de leger, for det må man ikke. Og så har jeg også tit holdt med begge hold, shhh, sig det ikke til nogen.
Men sådan er der så meget. På et tidspunkt får pigen lyst til at udvide sin kreds af samtalepartnere og spørger mig om jeg også er der “for at se når min far spiller fodbold”. Jeg prøver at holde masken og svare lige så seriøst som det er spurgt, at nej, jeg er der for at se min søn spille fodbold. Ligesom hendes farmor. Pigen kigger lidt frem og tilbage mellem mig og sin farmor, men kommenterer det ikke. Det er åbenbart for mærkeligt.
Mærkeligt er det til gengæld ikke at se min søn og hans holdkammerater – alle sønner, nogle brødre og enkelte fædre – spille fodbold. Det er generelt en af min yndlingsbeskæftigelser lørdag eftermiddag, og dagens kamp lader intet tilbage at ønske, hverken for mig som “tvungen” tilhænger af de blå trøjer eller mor til en af spillerne.
Spørg mig ikke hvilken række eller serie de spiller i (eller hvad det nu hedder?), for fodboldkampe handler om det samme og bliver taget lige alvorligt af de involverede uanset niveauet de bliver spillet på. Det er det smukke ved det, egentligt. Skulle man lære noget af det, må det være at enhver form for legende eller kreativ udfoldelse gør godt og er relevant for trivsel og glæde at bruge tid på uanset objektivt præstationsniveau.