Da jeg kom hjem i dag, stod der nogle naboer og snakkede ved min indgang, og jeg tænkte: Fint, så kan jeg lige sætte mig på en bænk og dampe lidt af og måske opsnappe noget fredagsstemning mens de får talt færdig. Ingen grund til at afbryde en god snak.
Og mens jeg sidder der og bare er, får jeg øje på træet over mig og synes at grenene er helt utroligt fint fordelt. Og jeg ser skulpturen til venstre for mig og indser at jeg egentlig aldrig rigtigt har set den før og at jeg åbenbart er i stand til at gå gennem verden med lukkede øjne. (Tjuk, tjuk, siger skupturen så nærmest til mig i dag da jeg får bragt mig selv i fotostilling – det får jeg trods alt øje på, måske er der endnu håb for min evne til at åbne øjnene).
NU er det fredag aften. Nu er jeg dampet af, fodret af og såmænd også skyllet og tørret af, så nu falder jeg om med House of the Dragon. Det skal gøre godt at gå gennem porten til en anden verden.