Jeg besluttede at det var tid til at tage ikeatesten. Jeg har så mange personer indeni at jeg ikke behøver et andet menneske for at gennemføre den. Jeg var spændt på at se hvor lang tid der ville gå, før jeg begyndte at miste besindelsen. Ikke ret længe, skal jeg hilse at sige fra en af personerne der virkelig tog kampen op og tilmed vandt da jeg var rystende tæt på at falde for fristelsen til at købe en tøjspækhugger i børneafdelingen for 119 kr. Jeg var villig til at bytte både lampeskærm og monteringspuder væk for den. Godt gået, fornuftige delperson, nu kan jeg så glæde mig over at min stue har fået et konventionelt løft som andre kan forstå og sætte pris på. (Og græde over at jeg er en spækhugger fattigere end jeg kunne have været. Konventionelle, fornuftige person i mig, du aner ikke hvor stor en spækhuggernørd jeg er! Det er det dyr i verden jeg har samlet mest ubrugelig, men virkelig tilfredsstillende, paratviden om. Og spækhuggere er rigtig godt selskab, at du ved det!).
(Ikea forsvinder jo ikke, du kan altid køre derud igen og købe den spækhugger, siger en anden person trøstende. Jeg tager med dig, bare sig til).
Og sådan gik den lørdag. Den konventionelle fornuftstemme vandt ikke helt, jeg kom overraskende nok hjem med to kunstige planter, og det ved jeg ikke lige hvordan jeg skal forsvare. Måske synes jeg faktisk de er et pynteligt alternativ når nu jeg ikke evner at passe levende planter. Hvoromaltinger er jeg i ret godt humør og ganske håbefuld for fremtiden på indretningsfronten. Jeg er ikke ved at blive skilt fra dele af mig selv på den konto. Det betyder vel at jeg bestod testen .. eller hvad?