Det går så langsomt med at få brændt mit kalenderlys at jeg blev bange for at komme for sent til juleaften. Jeg må gøre noget, tænkte jeg, og spiste resolut forud af min chokoladekalender; det tog til gengæld kun et splitsekund. Så er der udlignet, tænkte jeg, og nu ankommer jeg nok pænt klædt på til flæskesteg og risalamande på den rigtige dag. Det ville da være en god ting.
Jeg tænker en del på for tiden hvordan et menneske kan være helt ude af sync gennem store dele af sit liv. Ved siden af sig selv med fornemmelsen af at denne dag ikke rigtigt er en del af ens liv, men bare noget man skal igennem uden at mærke for meget til det, for ens rigtige, ens eget liv er noget der var eller skal komme engang når man er færdig med de her dage man lige skal igennem først.
Ikke nogen fest, må man sige. Meget værre end at være bange for ikke at gribe juleaften mens den er der, og så alligevel lidt det samme. Det gælder vel også her om at tælle rigtigt. Om både at brænde den rigtige del af sit lys og spise det rigtige stykke chokolade lige netop nu, i dette øjeblik.
Det lyder måske let at bringe sig selv i overensstemmelse med sig selv, men jeg ved om nogen hvor svært det kan være at være i og hvor svært det kan være at komme ud af sådan en ude-af-sync-tilstand. Lige nu glæder jeg mig bare til juleaften og håber jeg oplever et glimt af sync lige dér.