For omtrent 40 år siden læste jeg en bog som gjorde et kolossalt stort indtryk på mig. Jeg faldt tilfældigt over den dengang, som jeg husker det, og da jeg efterfølgende insisterede på at vælge at skrive om netop den i en rapport i dansk, godkendte min lærer mit valg med en skeptisk bemærkning. Jeg kunne måske have en interesse i at gøre opgaven lidt lettere for mig selv og for eksempel vælge en af de samme bøger som mine klassekammerater, mente han og så på mig med hovedet på skrå og et venligt glimt i øjnene inde i alt hippiehåret og fuldskægget.
Men jeg ombestemte mig ikke, og jeg har aldrig glemt den bog. For mig blev den den første af de allerypperste romaner jeg har læst. Og når jeg nu tænker over det, tror jeg måske den lagde grundstenen til den fascination af norsk litteratur som har fulgt mig hele livet. Jeg har læst mange flere norske forfattere i dybden end danske.
For ikke så længe siden dukkede den op i fysisk form på “mit” bibliotek, og jeg vidste at det var fordi jeg skulle låne den igen. Den var sat frem til mig.
Og jeg har læst den igen – åndeløst optaget og bjergtaget. Den er så genkendelig og mageløst vis i sin metafysiske og metaforiske rigdom, at 40 års levet liv siden første læsning kun gjorde den til en endnu større læseoplevelse.
I morgen tager jeg toget ud i landet med mit rejsepas, rygsækken er pakket. Jeg har stof nok med til uafbrudt kontemplation, uanset om jeg skulle finde på at tage fra Gedser til Skagen og tilbage igen otte gange. Det bliver ikke bedre.