Her ser du min svømmemakkers sommerstrand, hvor vi i går svømmede en lang tur i hinandens uforstyrrende, men trygge selskab. Det gav plads til fordybelse, og jeg føler mig uendeligt privilegeret. Tak, Svømmemakker ;-).
Jeg tænkte at med et rejsepas skulle jeg nyde at se dele af landet som jeg ikke kender, fra en fredfyldt vinduesplads i diverse tog, og besøge nogle af de kulturetablissementer jeg oplever at være vedvarende nysgerrig på. Men hvad sker der? Der sker det at jeg bruger ferien på at svømme og spadsere og skrive og snakke med dem jeg holder af. Det er sådan set det, og jeg føler ikke jeg spilder et sekund. Og heller ikke en øre, for den sags skyld, for jeg har for længst rejst for mere end hvad rejsepasset har kostet, selvom jeg har holdt mig tæt på hjemme på flere måder. At kunne tage bussen til familiebrunch en træt søndag morgen uden at det koster en krone, er faktisk også et privilegie.
Så alt er godt, selvom det ikke er som det var tænkt. Det får mig til at tænke over noget andet, nemlig hvad det egentlig er for nogle aktiviteter der trækker i mig som en magnet når det lykkes for en kort stund at frigøre mig fra min hverdag der mest af alt er kendetegnet ved fremmedgjorthed. Foreløbig er jeg kommet frem til at de har i hvert fald èn fællesnævner: Fordybelse. Jeg længes desperat efter fordybelse.