Det er mandag, jeg har fri, og jeg har så ondt i ryggen at jeg kun kan holde det ud hvis jeg ligger på siden i sofaen på en helt bestemt måde. Jeg har forsøgt mig med øvelser, smertestillende piller og øget fokus på arbejdsstillinger og løfteteknik gennem ret mange uger, men det er kun blevet værre, så nu tager jeg en dag på langs bortset lige fra de minutter det tager at spise noget mad og skrive det her imens.
Heldigvis er jeg i gang med en bog der kan få mig til at glemme alle ønsker om at kunne lave noget andet. Jeg er ved at læse den sidste bog jeg endnu ikke har læst, af Auður Ava Ólafsdóttir, og jeg er opslugt. På tidspunktet for billederne mangler jeg 89 sider, og jeg kan ikke forestille mig at der kan stå noget på de 89 sider som kan ødelægge min fornøjelse ved at læse bogen. Jeg er vild med at høre historien om kvinden Hekla der på ingen måde gør sit navn til skamme.
Jeg ved ikke hvorfor bogen har stort set fuldstændig samme farve som min neglelak. Det er et mærkeligt sammentræf. Måske gemmer der sig også en orange ild i mit indre som ubevidst finder vej gennem sprækker til overfladen lige nu. Hvem ved.
