Tilbage til virkeligheden

Jeg har taget en beslutning og har slettet alt under Meta. Facebook inklusive Messenger, Instagram inklusive Threads. Jeg har drømt om at gøre det så længe, så længe, men jeg tror at forestillingen om at det kunne få nogen til at føle sig afviste eller “smidt væk” har afholdt mig fra andet end at deaktivere facebook i mange, lange perioder.

Jeg trænger til at frigøre noget energi og samle mit fokus. Jeg vil læse bøger, skrive, tænke og pusle med mine solosysler uden at lade mig afbryde af min egen nysgerrighed og rastløshed. Og jeg vil undgå at skulle tage alle mulige informationer ind som jeg ikke behøver, og som påvirker mine følelser og tanker og overvælder mig.

Jeg vil også gerne gøre en indsats for i højere grad at bringe mig ind i samme fysiske rum som de mennesker jeg er tættest på. Noget går tabt i kommunikationen og kontakten når vi mennesker skriver til hinanden og ikke ser, lugter, mærker og hører hinanden, og for mit eget vedkommende er det tid til at prøve at genvinde det tabte. Jeg har brug for at gøre en indsats for at bringe mere dybde, fysisk nærvær og sanselighed ind i min måde at omgås andre mennesker på.

Så nu ved du hvor jeg blev af, hvis du er et af de mennesker jeg kender i virkeligheden. Jeg er ikke væk, jeg har bare flyttet mig for bedre at kunne møde dig.