I dag har jeg siddet ude og spist. Jeg lyttede til kragerne og mågerne, og jeg hørte fjerne stemmer og dæmpet trafikstøj. Jeg så hvordan en ellers vissen rose havde sat friske skud i en af mine altankasser, og hvordan lyset i min lyskæde næsten ikke kunne ses for bare sol. Jeg mærkede vinden på min hud; den gjorde rummet stort og mig lillebitte, og det var en god fornemmelse som jeg har længtes efter, for når man ikke fylder ret meget i landskabet, er det heller ikke så vigtigt hvordan man ter sig, og så kan man bedre te sig som man vil.