Jeg er ikke helt på toppen for tiden, og en af de ting der ikke fungerer ordentligt, er min hjerne. Jeg oplever perioder hvor jeg ikke kan forstå hvad jeg læser, og må vente til et andet tidspunkt hvor teksten så pludselig giver mening. Jeg kan heller ikke huske særligt godt og må tage noter og lave lister for at klare mig, og alligevel glemmer jeg vigtige ting og er på dårlige dage tusind år om de mindste opgaver fordi jeg hele tiden må gå tilbage og supplere med noget jeg har glemt. Og sidst, men ikke mindst og af største relevans for denne blog, kan jeg heller ikke skrive. Dels kan jeg ikke holde styr på mere komplekst indhold, hvorfor der i lang tid har været og fremover bliver langt mellem snapsene, og dels opdager jeg hele tiden flere og skørere fejl end jeg plejer at lave, i mine afsendte sms’er, mails og blogindlæg. Jeg ikke bare dobbelttjekker, men tidobbelttjekker mine tekster inden afsendelse, og alligevel bliver de mærkelige. Vilje er ikke nok her, det må jeg simpelthen erkende.
Således er der formentlig også noget galt med denne tekst, men jeg skriver og poster den alligevel fordi jeg vil bede dig bære over med mig for alle fejlene og forvirringen, både med bagudvirkende kraft, i dag og fremover. Jeg er ikke pludselig blevet sjusket eller overfladisk, og ingen er mere fortvivlet over de ekstra mange fejl og det lette indhold end jeg selv.
Det at skrive er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg har et reelt behov for at skrive, også til andre end min dagbog, så det vil ikke gøre mig noget godt at stoppe med det, tværtimod. Jeg tror på det kan hjælpe mig på ret køl igen, og derfor jeg har besluttet at fortsætte ufortrødent. Jeg håber selvfølgelig det går an for dig der læser med, men uanset vil jeg sætte mit eget behov for at skrive over min bekymring for at andre ikke synes om det.
Hvis du spotter en fejl eller noget usammenhængende, så skriv det endelig til mig. Jeg bliver ikke ked af det, jeg bliver virkelig glad for at få det rettet. Altid.