Jeg bliver af og til spurgt om jeg er bange for hvad folk vil tænke om mig, når jeg kun modvilligt deltager i selskabelige sammenhænge med mennesker jeg ikke kender meget godt. Til det kan jeg, hvis spørgeren ellers har tålmodighed til at høre svaret hvilket vedkommende sjældent har, svare at jeg er ret ligeglad med HVAD folk eventuelt tænker om mig. Men jeg bryder mig ikke om AT folk tænker noget om mig, godt eller skidt. Jeg foretrækker helt klart at undgå at få eller – gud forbyde det! – vække så meget opmærksomhed at andre mennesker føler sig tilskyndet til at tænke noget om mig overhovedet. Det er muligvis ikke helt sundt, men who cares. Det er komfortabelt. For alle.