Jeg tager – ligesom så mange andre – ofte billeder når jeg går tur. Når jeg traver afsted derude tænker jeg nej, se der, det må jeg lige have et billede af, måske til bloggen. I dag slog det mig, at jeg på samme måde kunne fange lyde på mine ture, for egentlig fortæller de jo lige så meget om hvad jeg oplever som billederne. Jeg hører ikke musik eller podcasts eller taler i telefon når jeg går (eller cykler); jeg er så meget en monotasker at det ville være overvældende at skulle koncentrere mig om to ting på en gang, og det ville være som ikke at opleve hele turen.
(Hvis jeg så også kunne optage lugte, vindens, solens og regnens berøringer, mine oplevelser af min krops indre, temperaturen og endnu mere som jeg ikke lige kan komme i tanke om nu, så ville det i sandhed blive 4D+-blogning! Men der må man så nøjes med lejlighedsvise ord.)
For tiden er der mange kvækkende frøer i mit nærområde. De giver den gas, det må man give dem, lige indtil jeg standser foran dem for at kigge og lytte. Så tier de stille. Og så snart jeg er gået fire skridt væk, starter de igen. I dag besluttede jeg at sidde stille længe nok til at de havde glemt at jeg var der, for at indkassere nogle kvæk, og det lykkedes, som man kan høre på videoen nedenfor. (Man kan også høre blandt andet nogle fugle, håndværkerlyde og børn der leger, for jeg bor i en by og her er aldrig helt stille. Håber det er til at filtrere fra).
Jeg ville lige slå op hvad det mon var for en slags frø eller tudse jeg kunne høre, og landede her: andersraagaard.dk/danske-frolyde/. Wow. Jeg tager hatten af for mennesker der deler deres viden og arbejde på den måde med alle os andre. Tak!
Jeg tror “mine” frøer er mange eksemplarer af grøn frø som åbenbart også bliver kaldt ‘den paranoide døgn-kvækker’. Det giver mening i forhold til at de øjeblikkeligt tier og ligger helt stille når man kommer tæt på.