På min travetur går jeg gennem en strækning med elleskov. Længere fremme på stien ser jeg en mand og hans hund. De går lidt frem og tilbage, og jeg tænker at uroen nok skyldes hunden. Da jeg passerer, nikker jeg, og så kalder manden forsigtigt på mig: Undskyld, undskyld, må jeg godt fortælle dig noget, må jeg godt fortælle dig noget?
Jeg vender rundt. Kigger nysgerrigt. Spekulerer på om der er noget galt. Manden er en lille smule kortere end jeg, han har skjorten stukket ned i bukserne og seler på. Sokker i sandalerne. Hans ansigt er rundt og venligt, hans krop er rund og venlig, og jeg kommer til at tænke på min far. Der er noget ivrigt over ham selvom jeg også fornemmer at han prøver at styre sig, og jeg tænker det må være noget meget vigtigt han gerne vil fortælle.
Selvfølgelig, siger jeg, smiler og går tilbage til hvor han står.
Manden peger på en plante ude i vandet og siger energisk at det er danmarks giftigste plante. Den hedder gifttyde og den er sjælden. Hvis man spiser den, især stænglen, så dør man. Først bliver man syg og så bang, så er det slut. Og den står lige der, lige her hvor vi er, vi er meget heldige, prøv lige at se, er det ikke fantastisk at den står lige der?
Jeg lytter. Han har meget at fortælle, og da enetalen ebber ud, takker jeg for at han tog sig tid til at fortælle mig alt det, og siger at det var spændende. Jeg mener det, men jeg er også en lille smule skeptisk over for fakta. Kunne manden tage fejl?
Da jeg kommer hjem, har jeg glemt alt om gifttyden, men tilfældet vil at jeg netop har lånt Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan, og tilfældet vil også at jeg nævner det for en planteinteresseret ven. Hun siger at den har hun også læst, og at det hun husker bedst, er at der står at ikke alle hvide blomster er giftige, men at alle giftige blomster er hvide.
Det glemmer jeg også igen indtil jeg selv læser det i bogen senere, ovenikøbet på et sted hvor også tatoveringer af gifttyde spiller en ikke ringe rolle. Så er det som om noget klikker, og jeg må google giftige planter i Danmark. Og på vej gennem elleskoven i dag står jeg stille igen, kigger på planten derude i det våde område og tager nogle billeder af den.
Desværre står den for langt ude i vandet til at jeg enten kan se bladene tydeligt med det blotte øje eller zoome nok ind med min telefon til at se om bladene har takker. Det ser sådan ud når jeg zommer ind med to fingre på mobilen, men jeg er ikke sikker, og det kan også være pixeleringen der kan få det til at se sådan ud, tænker jeg. Men ud over det ligner den alle de gifttydebilleder jeg har kigget på på nettet, og den ligner mere en gifttyde end fx vild kørvel som den ifølge både nettet og Sissel-Jo Gazans fiktive ekspert kan forveksles med. Måske er det virkelig en gifttyde?
Jeg vælger at tro på både den venlige mand og hvad jeg har set. Tænk sig, jeg har (nok) set en gifttyde — eller rettere: Jeg har været så heldig at nogen har fortalt mig at jeg (nok) har set en gifttyde. Det er da fantastisk!