I dag mødte jeg denne lille fyr på en tør sti langt fra selv den mindste pyt vand. Jeg tror måske det er en ‘lille vandsalamander’, men hvad ved jeg (andet end hvad internettet kan fortælle mig)? Den søgte ly under et blad, men jeg kunne se dens hale stikke ud og kunne ikke dy mig for at løfte bladet og se nærmere. Det fik den til at pile ind i bevoksningen ved siden af stien, og det tror jeg måske var meget godt, for man lever livet farligt under et blad midt på en trafikeret gang- og cykelsti, også selvom der er skygge og man er ude af syne.
Jeg går eller svømmer stadig en tur hver dag, og det er egentlig både det vildeste og det fineste der sker lige nu. Og så læser jeg en del og har vænnet mig til at ind imellem kan jeg hverken forstå eller huske hvad jeg læser, men det er så bare sådan det er. Ellers er jeg et sted i mit liv hvor jeg forsøger at komme gennem hver dag på bedst mulig måde og uden at der opstår for meget kaos i mit hoved. “Low arousal” hedder en pædagogisk tilgang til en bestemt gruppe børn, og jeg kan kun sige at den tilgang også virker for voksne der skal tage ansvar for dem selv, og som ligesom jeg har behov for ikke at blive trigget eller overvældet eller presset eller smittet med alverdens affekter for at kunne komme igennem dagene uden at få det alt for dårligt og kaotisk.
Der er derfor ikke meget at skrive hjem om, så jeg er lidt stille her på stedet, men jeg er her, og det skal man ikke tage som en selvfølge. Forleden dag var jeg for en sjælden gangs skyld også lidt ude i den del af verden der er befolket med andre mennesker, og der så jeg et skilt som gjorde mig glad*, og som jeg vil slutte med et billede af her:
—
*Se måske også dette gamle indlæg.