I går så jeg en video fra Roaming Wild Rosie, en af mine yndlingsyoutubepersoner (jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det, jeg mangler lingo), hvor hun laver en lang bænk til sin terrasse. Undervejs i processen prøvesidder Rosie, som bor og arbejder mutters alene i et hus i en svensk skov, bænken og siger begejstret:
“This bench is huge.
I can have so many friends on this bench.
I can have a whole row of friends.
I should make some friends”.
Jeg kom til at grine højt, jeg kan ikke forklare hvorfor. Denne her omvendthed. Eller selvforsyning med glæde, måske. Lad mig være ærlig, jeg tror ikke på at der kommer til at sidde en hel række nye venner på den i øvrigt virkelig flotte og stemningsfulde bænk, og det er fuldstændigt som det skal være. Bare tanken om muligheden og måske engang i virkeligheden en enkelt ven eller noget familie på bænken – hvad behøver man mere, ud over at glæde sig over den selv?
I dag har jeg pakket det meste af indholdet i mit køkken ned fordi jeg skal flytte. Jeg har arvet en del service, og – hånden på hjertet – også købt ikke så få ting selv henad vejen. Jeg skatter det hele højt og elsker at vide at jeg har det. Jeg kan blive helt høj af en bestemt farve på porcelæn eller af at have en flødekande, en sukkerskål, en marmeladekrukke og en smørbøtte der matcher (morgenmad er mit yndlingsmåltid, på gode dage spiser jeg morgenmad flere gange).
Mens jeg pakkede ned i lange baner, kom jeg så til at tænke:
Den her mængde af service er enorm.
Jeg kan dække fint op til så mange venner.
Jeg kan have en hel række venner på besøg.
Jeg burde få nogle venner.
Haha. Det er nok kun mig der synes det her er sjovt, men det har underholdt mig i flere timer nu.