Jeg har fundet en meget tilfredsstillende løsning på en opgave der har udfordret mig, i dag. Det føles godt. Den slags er nok noget nær det bedste jeg ved.
Omvendt er der andre gåder i denne tilværelse jeg har meget svært ved at løse. Forleden gled jeg i regnvejr på brosten på vej over en fodgængerovergang. Jeg mistede balancen fuldstændigt og gik i knæ og måtte tage fra med hænderne på brostenene. Det mest foruroligende var at ikke et eneste menneske blandt dem der gik over overgangen samtidig, reagerede. De gik bare forbi eller udenom, både dem der gik samme vej som mig, og dem der gik modsat. Jeg kom op ved egen kraft og nåede ind på fortovet inden trafikken væltede ind over striberne. Jeg havde slået hul på mine strømpebukser og det ene knæ, men ellers “skete der ikke noget”. Eller gjorde der?
Jeg har spekuleret på så længe jeg kan huske, om jeg mon er usynlig. Eller om det lyser så meget ud af mig at jeg er et fuldkommen ligegyldigt, for ikke at sige irriterende menneske, at omverdenen simpelthen ikke orker at tage notits af mig.
De spørgsmål tror jeg måske jeg er kommet lidt tættere på at kunne svare på nu. Det føles til gengæld ikke ret godt.